Fordelen ved at benytte sig af interaktiv video i museumsformidling turde være indlysende, og i udlandet har man da også allerede mange erfaringer dermed.
På Nationalmuseet nærer vi store forventninger til interaktiv video, som det medie, der så at sige skal sprænge de traditionelle udstillingers fysiske begrænsninger.
Målet med en traditionel kulturhistorisk museumsudstilling er oftest at formidle det blandt forskere fremherskende helhedssyn på det pågældende fagområde, det være sig en hel tidsperiode eller et nærmere afgrænset tema.
Udtrykket "blandt forskere" er i den forbindelse særdeles upræcist, for der har jo alle dage eksisteret forskellige måder at anskue verden på. I takt med at opfattelsen af det generelle verdensbillede har ændret sig gennem tiderne, har også historiesynet udviklet sig kontinuerligt, men herudover er der som bekendt også opstået samtidige og ofte stridende videnskabelige "skoler", som har tolket det samme kildemateriale med forskellige resultater.
Strengt taget kan man derfor kun tage for givet, at en udstilling repræsenterer netop den opfattelse som den pågældende institution eller person, som har skabt udstillingen, kunne stå inde for på det pågældende tidspunkt.
Også med hensyn til midlerne for en kulturhistorisk udstilling er der divergerende opfattelser af, hvorledes det skal gøres. Nogle hælder til den anskuelse, at genstandene skal tale for sig selv, appellere til den undrende tilskuers nysgerrighed og derfor kun forsynes med et minimum af oplysninger. Andre udstillere ynder bogstavelig talt at skære budskabet ud i pap, således at intet overlades til tilskuerens fantasi, mens museumsgenstandene næsten forsvinder i tekstplancher og staffage.
Hvad udstillingsprincipper angår har smag og behag blandt museumsfolk ændret sig gennem tiderne, og der findes naturligvis ikke en endegyldig opskrift på, hvorledes en udstilling skal opbygges, alene af den grund, at publikum ikke er en homogen masse, som lader sig stille tilfreds med en eller anden mellemproportionel udstillingsform.
Men uanset hvilke udstillingsprincipper man hylder, vil man være underkastet de samme begrænsninger. Pladsen, der er til rådighed er fast defineret, og den enkelte unikke genstand kan kun udstilles i én kontekst. Det betyder, at man ved præsentationen af en genstand må lægge vægt på udvalgte egenskaber ved denne genstand, og samtidig afskærer man sig fra at knytte den sammen med andre genstande i andre kontekster. Dette går oftest ud over aspekter på tværs af faglige, tidsmæssige og geografiske grænser, som kun synliggøres i mindre midlertidige særudstillinger.
De permanente udstillinger er således statiske udstillinger, som oftest bliver stående i mange år, også efter at man har forladt de faglige eller formidlingsmæssige principper, som de er opbygget efter.
Teknologien kan bruges til at bryde det statiske, idet der via systemerne kan åbnes adgang til materiale fra magasiner og fotoarkiver, og fordi de enkelte genstande og billeder ved hjælp af programmering kan indsættes i mange forskellige kontekster.
I 1986 vedtog det danske folketing en lov, der banede vejen for en omfattende modernisering af Nationalmuseet i København.
Lovens ide-grundlag er, at Nationalmuseet i højere grad end tidligere skal blive et aktivt kulturcenter, hvilket blandt andet skal ske ved omfattende bygningsarbejder til fornyelse og udvidelse af de permanente udstillinger, udstillingsarealer, publikumsfaciliteter mm.
En anden kongstanke er tilgængeliggørelse af den information, som museet rummer, og som normalt ikke kommer ud til publikum eller befolkningen som sådan. Midlet til denne tilgængeliggørelse hedder moderne informationsteknologi. Til gennemførelse af denne del af moderniseringsprojektet blev oprettet en særlig afdeling, Dokumentationsenheden, som i samarbejde med de faglige afdelinger i de sidste år har stået for oprettelsen af elektroniske genstandsregistre, som foreløbig rummer ca. 480.000 poster. I løbet af 1990 påbegyndes opbygningen af en billeddatabase, som knytter sig til genstandsregisteret.
Turen er nu kommet til formidlingsaspektet, dvs. videregivelse af de data, som er indeholdt i genstandsregistrene. Denne videregivelse kan naturligvis ske på mange forskellige måder, alt efter hvilket brugerens niveau såvel fagligt som edb-mæssigt. I de næste år vil vi arbejde intensivt med at udvikle brugergrænseflader på forskellige niveauer.
Som det første projekt er en interaktiv videoplade under udarbejdelse over emnet "Danmarks Frihedskamp 1940-45".
Indholdsleverandør til pladen er Museet for Danmarks Frihedskamp 1940-45 (i daglig tale kaldet Frihedsmuseet), som er en afdeling af Nationalmuseet.
Da der er tale om det første i en række af projekter, måtte der naturligvis være plads til at indhøste en mængde erfaringer, såvel gode som dårlige, til gavn for museets fremtidige interaktive videoprojekter.
Det drejer sig om erfaringer på såvel det tekniske som på det pædagogiske/formidlingsmæssige område. Samtidig med, at der altså er tale om et forsøg med afprøvning af forskellige muligheder, var det et ufravigeligt krav, at pladen skulle være brugbar i publikumssammenhæng. Så selvom vi lægger meget stor vægt på erfaringsopbygningen, måtte resultatet ikke ende med at blive en testplade til at stille op på hylden.
Målgruppen for dette første interaktive videosystem er den "almindelige" museumsgæst, som ikke har særlig store forudsætninger, hverken i det faglige emne Besættelsestiden, eller som edb-bruger. Indholdsmæssigt måtte det tilrettes derefter, og da grundmaterialet jo er det samme uanset hvilken målgruppe, der er tale om, består udfordringen i at præsentere stoffet, så det kan levere oplevelser til alle, og samtidig var det et krav, at systemet rent teknisk skulle være næsten lige så simpelt at betjene som en pengeautomat.
Produktionen af systemet er i skrivende stund ikke tilendebragt, ligesom det naturligvis ikke har været muligt at afprøve det for publikum. Det er derfor for tidligt at gøre en samlet status over erfaringerne, så det følgende vil blive en oversigt over systemets indhold, konfiguration og den brugergrænseflade, som er under udvikling.
Der bruges en enkelt pladeside dvs. ca. 55.000 frames. Ca. 11.000 af disse frames bruges til enkeltbilleder af genstande, fotografier og arkivalier fra Frihedsmuseet. Disse billeder er blevet optaget i foråret og sommeren 1989 som 24x36 farvedias, som er blevet overført til 1" C-masterbånd. Årsagen til, at vi valgte at bruge farvedias er, at fotografierne samtidig skal fungere som museets sikkerhedskopier og det gjaldt derfor om at have den bedste billedkvalitet fra starten.
De 11.000 enkeltbilleder kan, ved hjælp af det tilknyttede computer-program udforskes interaktivt af publikum efter retningslinier, som der vil blive redegjort for i det følgende afsnit. Endvidere er det håbet, at især genstandsfotografierne vil blive til intern gavn for museets personale, som en næsten komplet billeddatabase over museets genstande.
De 11.000 enkeltbilleder er grupperet efter emne, således at man også blot ved hjælp af simpelt afspilningsudstyr og en trykt indholdsfortegnelse vil være i stand til at fremfinde de relevante billeder. Denne organisering af billederne har stor betydning i forbindelse med distribution af pladen for eksempel til brug i undervisningssektoren.
De resterende 44.000 frames benyttes til levende billeder, dvs. korte introduktioner til emner indenfor modstandskampens historie, for eksempel "Sabotage" eller "Besættelsen den 9. april 1940". Disse introduktioner, hvoraf der findes 9, er beregnet til lineær afspilning (dvs. afspilles med 25 frames pr. sekund). De er sammensat af billedmateriale fra Frihedsmuseet samt originale filmoptagelser fra besættelsestiden. Hver introduktion (kaldet film) har en varighed på 3 minutter og de er alle produceret af Danmarks Radio.
Det primære formål med at producere videopladen er naturligvis, at den skal indgå i et avanceret interaktivt videosystem til publikumsbrug på Frihedsmuseet og eventuelt andre steder på Nationalmuseet.
Sekundært var det desuden et ønske, at pladen også kunne finde anvendelse uden for den snævre museumskreds, som den omfattende billedsamling, der er tale om. Derfor er der indgået en aftale med Danmarks Radios forlag om at distribuere den færdige plade med indholdsfortegnelse og et hæfte, der anskueliggør, hvorledes materialet kan benyttes i undervisningssammenhæng, for eksempel ved hjælp af stregkoder som "styresystem". Som nævnt ovenfor, er det netop af hensyn til distributionen, at der er gjort et stort arbejde ud af at organisere pladens billedmateriale.
For det system, der skal opstilles på museet, er det nemlig ligegyldigt, i hvilken orden billederne ligger, da adgangen til dem styres via et program, som selvfølgelig bl. a. holder styr på billedernes pladeadresse.
I museumssystemet indgår følgende apparatur: pladespiller, videoskærm til billederne, computer samt en berøringsfølsom skærm til data. Systemet styres udelukkende ved berøring af dataskærmen.
Edb-systemet er under udvikling af firmaet Courseware Scandinavia. Skærmbillederne udvikles i forfattersproget Tencore, mens databasen organiseres i ISAM og søgerutiner udvikles i BTree. Såvel genstande som fotografier var i forvejen edb-registreret i hhv. Oracle og dBase3+, og da systemet, som det senere vil fremgå, i høj grad baseres på database-søgninger har der i Dokumentationsenheden ligget et stort arbejde i at gøre de to databaser kongruente.
Brugssituationen vil være følgende (se også fig.1):
Når systemet ikke bruges, vil der på videoskærmen vises en række billeder, samtidig med at der på dataskærmen forklares, hvad dette system er, og hvorledes det aktiveres. Den nysgerrige museums-besøgende, der derpå starter systemet, får i første omgang valget mellem at "gå i biografen" eller at "gå på opdagelse i genstandssamlingen/fotosamlingen".
Hvis man vælger "biograf" bliver man præsenteret for de 9 emner, som der findes de korte introduktioner til, hvoraf man kan vælge et og derpå se de tre minutters introduktion. Filmen kan, hvis det ønskes, afbrydes, hvorefter man får mulighed for at vælge en anden film eller at skifte over til fotografier og genstande.
Hvis man vælger genstandssamling eller fotosamling, bliver man ligeledes præsenteret for en række emner og underemner, som man kan vælge imellem. For fotografiernes vedkommende kan man endvidere vælge en geografisk indgang ved at udpege et område på et danmarkskort.
Et emne repræsenterer en serie af billeder og samtidig med, at det første af disse vises på videoskærmen ses de til billedet hørende tekstoplysninger på dataskærmen. Man kan vælge at se hele serien af billeder, men man kan også ændre sine søgekriterier undervejs.
Alle oplysninger til enkeltbillederne findes i en database, og hver gang man ændrer sine søgekriterier, skal der udføres en søgning i denne database. De oplysninger om de enkelte billeder, som publikum får adgang til er struktureret i 9 nøgleord:
| * | Emne | ||
| * | 2 stedsangivelser | ||
| * | Dato | ||
| * | Op til 5 motivord, der beskriver væsentlige elementer i billedet eller emnet |
Hertil kommer en beskrivelse af billedet i fritekstform.
De 9 nøgleord er indrammede hver for sig, og ved at aktivere dem kan museumsgæsten bruge dem som kriterier i en ny søgning, hvorved de tidligere kriterier forlades.
De 5 motivord kan f.eks. være synlige elementer på billedet, såsom faldskærm, container, cykel eller politibetjent. Det kan også være en indsnævring af det emne, som billedet er klassificeret under f. eks. Illegal presse, Tysk terror eller Ruterne til Sverige. Det er endvidere planen at lade personnavne indgå som motivord når der er tale om fotografier der afbilder personer. For særligt udvalgte personer var det planen at give publikum adgang til at se en kortfattet biografi ved tryk på en enkelt knap. Netop på dette punkt er vi dog stødt på en forhindring, idet den danske registerlovgivning tilsyneladende ikke hjemler os mulighed for at videregive sådanne oplysninger til publikum gennem et elektronisk medie (selvom man gerne må trykke det i en bog eller slå det op på plakater i en udstilling). Vi håber dog at finde en løsning på problemet, som jo i virkeligheden har en enorm principiel betydning for alle i Danmark, der beskæftiger sig med formidling eller undervisning gennem informationsteknologi.
Det er således ideen, at brugeren gennem de oplysninger, der præsenteres om hver enkelt billede kan blive inspireret til at vælge andre beslægtede billeder, og det bliver derfor helt uforudsigeligt ad hvilke ruter en bruger vil bevæge sig gennem den store billedmasse. Fordelen ved dette er, at publikum på en vis måde bliver frigjort fra museumsformidlerens ensidige placering af et billede eller en genstand i en enkelt kontekst. Det historisk-faglige arbejde har bestået i en faglig registrering og klassificering af billederne, og adgangen til dem sker i højere grad på brugerens præmisser, end det er normalt for museumsmateriale. Ja, brugeren har endog mulighed for at få nye ideer og inspirationer undervejs og der vil være mange adgangsveje til de samme billeder, idet man når som helst kan ændre den udstukne vej efter hypertekst-princip.
Ovenstående beskrivelse har været koncentreret om det færdige system, sådan som det vil fremtræde for Frihedsmuseets publikum.
Artiklen kunne også have handlet om mange andre ting, f. eks. de tekniske aspekter som fotografering, overførsel af billeder, programmering, overvejelser ved valg af udstyr eller om ressourcer såvel penge- som tidsforbrug. Alt dette hører dog hjemme i en senere afsluttende rapport, men der kan godt allerede nu opregnes nogle hovedindtryk fra det år, hvor vi nu har arbejdet med projektet.
Generelt kan det siges, at stort set alle aktiviteter tager længere tid og koster flere penge end man umiddelbart regner med. Til undskyldning kan man jo fremhæve, at produktionen af et interaktivt videosystem endnu ikke er en standardopgave. De få systemer, der indtil nu er produceret i Danmark findes inden for ganske andre "erhverv", og vi har da også i høj grad følt os som pionerer indenfor vort eget område. Heldigvis har vi haft både en rummelig tidsplan og et ditto budget, således at der ikke er sket nogle katastrofer, hverken på det ene eller andet område.
Næste og sidste milepæl i projektet vil derfor blive indvielsen af systemet den 9. april 1990 til markering af 50-året for den tyske besættelse af Danmark.
Tine Wanning er museumsinspektør ved Nationalmuseet og arbeider for tiden med å gjøre data tilgjengelig for såvel forskere som publikum.
